Rødfisk, stor

Grønlandsk navn: Suluppaagaq
Latinsk navn: Sebastes marinus
Engelsk navn: Atlantic Redfish
Klasse: Fisk
Orden: Ulkefisk
Familie: Rødfiskefamilien

Stor rødfisk findes i SV- og SØ-Grønland mod nord til hhv. Qeqertarsuaq (Disko) og Tasiilaq. Fisken lever på 100-1.000 meters dybde både pelagisk og nær bunden, idet den foretager lodrette døgnvandringer efter føde. Rødfisken er en god spisefisk.

Kendetegn
Stor rødfisk har en stor mund, underbid, store øjne samt 5 pigge på forgællelåget, hvoraf de to vender nedad eller skråt fremad. Den har en mørk plet på gællelåget, og gatfinnen består af 3 pigstråler og 8 blødstråler. Fisken får først sin røde farve, når den måler 15-20 cm.

Føde
Rødfisken lever af mindre fisk, fiskeyngel og krebsdyr.

Stor rødfisk - Sebastes marinus - Ocean Perch
Fakta
  • Levested: Hav
  • Længde: Op til 100 cm
  • Vægt: Op til 15 kg
  • Parring: Sensommer-efterår
  • Unger: 50.000-350.000
  • Kønsmoden efter 10-12 år
  • Maks. levealder: Over 60 år
Vidste du det?
Efter parringen vandrer hunnerne i stimer mod de foretrukne gydeområder ved det nordlige Norges vestkyst, i det sydlige Danmarksstræde og ved Newfoundland. Om foråret føder hunnen op til 350.000 unger i løbet af 1-2 uger.